Header menu

COVID-19:

Vi følger myndighedernes anbefalinger. Læs mere på kk.dk/corona

 

Læs om den aktuelle situation i Center for Kræft og Sundhed

Hvor langt er vi i Danmark med diagnosticering og behandling af senfølger til kræftsygdom?

Christoffer Johansen, professor, overlæge, dr.med., Onkologisk Klinik, CASTLE 9601, Rigshospitalet.
Hvor langt vi er i Danmark i forhold til diagnosticering og behandling af senfølger afhænger af, hvilket aspekt det drejer sig om. Indenfor udvalgte fysiske områder er vi nået langt, men vi halter bagefter, når det drejer sig om "generelle senfølger".

 

Mange kræftpatienter overlever i dag behandlingen og udgør en gruppe på næsten 350.000 danskere, der har gennemgået et behandlingsforløb for en kræftsygdom. Behandlingen påvirker enhver kræftpatient, uanset om det er kirurgi, systemisk kemoterapi, anden medicinsk kræftbehandling eller lokal strålebehandling eller en blanding af disse former. Påvirkninger i form af fysiske, psykologiske og sociale udfordringer og forandringer, der resten af livet kræver et arbejde at forholde sig til at finde ud af at leve med. Det spænder sig fra angsten for et tilbagefald til at håndtere dagligdagen med en stomi.

Senfølger kan defineres ud fra, om et symptom eller en sygdom bliver kronisk, efter patienten har gennemgået en behandling. Forbigående symptomer og tilstande er ikke karakteriseret som senfølger, men som bivirkninger til behandlingen.

De første dedikerede kliniske senfølgeklinikker har, efter min bedste overbevisning, været stomiklinikker. Det begyndte på Bispebjerg Hospital og spredte sig ud i landet til et netværk af sygeplejersker, der tog til udlandet for at få en specialuddannelse i stomipleje. Så kom vibrator stemmeforstærkere til patienter, der var behandlet for kræft i struben, og parallelt med dette var der behandling af lymfødem gennem en række massage- og kompressionsteknikker. Analfysiologiske laboratorier så dagens lys, og urostomipleje kom på dagsordenen. Senfølgerne blev defineret som de fysiske skader, kroppen blev påført af behandlingen. I rampelyset for klinikerne var de skader, der kunne håndteres, for at patienten kunne genvinde kontrol med afføring, vandladning og tale.

I dag er spektret bredere, fordi det er ved at blive anerkendt, at der også er psykologiske problemer som angst og depression, der har betydning for, hvordan kræftpatienter fungerer i deres daglige liv. Der er et samliv med en partner, der er børn som pårørende, sociale problemer som arbejde og det at kunne fungere sammen med andre mennesker. Det lyder banalt, men er af betydning, hvis vi skal gøre os begreb om at få kræftpatienterne tilbage til tilværelsen. Ikke som den var før, men til et liv der fungerer, set fra patientens synspunkt.

I dag er situationen kompliceret af, at hver anden kræftpatient, den dag kræftdiagnosen bliver stillet, har en anden kronisk sygdom, og at hver tredje dagligt tager fem eller flere lægeordinerede medikamenter. Med andre ord er anden sygdom af betydning for, hvordan den konkrete patient kan blive behandlet, og de(n) andre sygdomme vil sandsynligvis påvirke, hvilke senfølger patienten får efter behandling af kræftsygdommen, og hvordan senfølgerne udvikler sig.

Hvor langt er vi i dag? Det er svært at svare på, for hvilket aspekt drejer spørgsmålet sig om, kan man spørge tilbage. Indenfor de ovenfor omtalte fysiske områder, som bredt dækker tarm- og urostomifunktion er vi langt, og der er etableret målemetoder og kliniske interventioner med dokumenteret effekt. Men indenfor området ’generelle senfølger’ er vi i Danmark tilbagestående.

Der er ikke i dag kliniske funktioner i hver region, der kan modtage kræftpatienter med depression, recidivangst eller med fatigue, selv om det er nogle af de hyppigst eksisterende problemer, kræftpatienter kan opleve i mange år efter behandlingen. Problemer med og i seksuallivet er næsten fraværende som fænomen, om end det er et af de mest omtalte problemer blandt patienterne. Senfølger lander mellem stolene, der er sat op af vores sundhedssektors organisering med et kommunalt ansvar hos den praktiserende læge og på sundhedscentre og et højt specialiseret ansvar på den onkologiske klinik beliggende på et hospital - i bredeste forstand. Vi er nok nået længere med erkendelsen af, at der er et behov end til at finansiere opfølgning med fokus på forebyggelse, opsporing, tidlig diagnostik og behandling af senfølger.

Det, vi er i færd med, ligner mest udlægning af rammen for at støbe fundamentet på et hus. I dette fundament indgår en diskussion af, hvordan vi i klinikken, uanset hvor den finder sted, skal tilrettelægge information, behandling og opfølgning efter en kræftsygdom, der omfatter senfølger i det samlede perspektiv. Så langt er vi!