Kræftrehabilitering i udvikling – sammen om næste skridt

I 2027 styrker vi sammenhængen mellem kræftbehandling og rehabilitering gennem samarbejde med hospitaler, afprøvning af et nationalt PRO-spørgeskema og udvikling af nye tilbud og fællesskaber. Målet er bedre støtte til livet med og efter kræft.

Vi nærmer os 2027 og ser frem til at fortsætte arbejdet med at omsætte ambitionerne i sundhedsreformen og Kræftplan V til praksis. I Center for Kræft og Sundhed København har vi allerede gode erfaringer med at udvikle tilbud sammen med hospitalerne og med borgerne selv. De erfaringer tager vi med ind i det kommende år. 

Vi er samtidig spændte på, hvordan rehabilitering bliver prioriteret i fremtidens sundhedsvæsen. Vi har en højt specialiseret kræftbehandling, og rehabiliteringen skal bidrage til, at borgerne får bedst muligt udbytte af den. For borgerne handler det om at kunne bruge kræfterne på det, der betyder noget i hverdagen, og at få støtte til at håndtere de følger, som sygdom og behandling kan have. Målet er at støtte den enkelte i at leve et godt og selvstændigt liv med og efter kræft. 

Et konkret eksempel er vores samarbejde med Rigshospitalet om et fælles patientkursus om brystkræft. Sammen har vi udviklet og afprøvet kurset, der præsenteres for patienterne som en del af behandlingsforløbet. Deltagerne får viden om sygdommen, behandlingen og redskaber til blandt andet at forebygge og håndtere senfølger. På tarmkræftområdet samarbejder vi med fem hospitaler i Region Hovedstaden om et undervisningsforløb med fokus på følger efter tarmkræft, bevægelse, vaner og motivation. Begge samarbejder skal skabe bedre sammenhæng mellem behandling og rehabilitering og give deltagerne viden, de kan bruge i hverdagen. I kan læse mere om projekterne her i nyhedsbrevet.  

En anden stor opgave i 2027 bliver pilottesten af det nationale PRO-spørgeskema til kræftrehabilitering. Vi har bidraget til udviklingen af skemaet i regi af Sundhedsdatastyrelsen/Digital Sundhed Danmark sammen med aktører fra kommuner og kliniske miljøer i hele landet. Vi glæder os til at afprøve spørgeskemaet i centret og bidrage med erfaringer til det videre arbejde. Ambitionen er at skabe fælles viden, der kan bruges til at forbedre kvaliteten af kræftrehabiliteringen på tværs af landet. 

I det kommende år vil vi desuden være nysgerrige på fællesskaber og på, hvordan vi kan samarbejde med flere om dem. At være fysisk aktiv er en væsentlig del af rehabiliteringen, og fællesskaber om fx kunst og håndarbejde kan også have en plads. Det levede liv rummer også sociale og eksistentielle behov, som vi gerne vil have blik for sammen med brugerne og vores samarbejdspartnere i civilsamfundet. 

Vi ser også frem til nye samarbejder med civilsamfundet og til at hente inspiration og erfaringer hos fagmiljøer, vi ikke sædvanligvis arbejder sammen med, blandt andet i udviklingen af digitale tilbud. Vi har meget at lære af hinanden, og vi glæder os til at fortsætte både de etablerede og de nye samarbejder i 2027.