Mundpleje
Strålebehandlingen ændrer slimhinden, som bl.a. er den fugtige og beskyttende overflade i munden. Det er vigtigt, at du holder din mund ren og fugtig for at mindske smerter, infektioner og skader på dine tænder.
Påvirkningen af slimhinden kan komme til udtryk ved:
- sarte slimhinder i mund og/eller hals
- synkebesvær
- smerter eller ømhed i mund, svælg og/eller hals
- smagsforandringer
- tørhed i mund og svælg
- let blødning fra tandkødet
- svamp (hvide eller gullige belægninger på slimhinden i mund, kind eller svælg)
- øget bakterievækst (dårlig ånde eller lugtgener)
Det en god idé at fortælle din læge eller tandlæge, hvis du oplever nogen af de nævnte tegn på, at dine slimhinder er påvirket.
Hvad er god mundpleje?
Op til strålebehandlingen holder du munden ren ved:
- tandbørstning med almindelig fluortandpasta morgen, aften og efter hvert måltid - medmindre tandlægen har ordineret andet.
- rensning med tandtråd eller softpicks. Undgå plastik- eller trætandstikker, da de kan skade slimhinden.
Daglig mundpleje under og efter strålebehandlingen:
- Børst dine tænder med en blød tandbørste morgen, aften og efter hvert måltid. Vær særligt opmærksom på overgangen fra tandkød og slimhinde til tand, da det ofte er her, der kommer caries-angreb.
- Brug fluortandpasta (gerne uden skummemiddel/natriumsulfat) og evt. tandpasta med højt indhold af fluor. Behandlende læge eller egen tandlæge kan ordinere dette. Tandpastaen bruges efter lægens anvisning. Undgå at skylle munden efter tandbørstning, for at fluoren i tandpastaen får den optimale virkning.
- Brug tandtråd eller softpicks dagligt for at fjerne bakterier og plak mellem tænderne. Undgå at bruge tandtråd og tandstikker, hvis slimhinden er øm og bløder kraftigt.
- Undgå tobak og alkohol, da det nedsætter mundens immunforsvar.
- Skyl munden i postevand eller skyllevæske (isotonisk NaCL) flere gange dagligt for at fjerne sejt sekret fra mundslimhinden. Brug evt. lyserøde mundplejeswaps.
- Hvis du har tandprotese, skal du tage protesen ud om natten. Du skal tilse og fugte slimhinden under din protese flere gange dagligt for at undgå trykskader.
Hvis det ikke er muligt at udføre ovenstående, kan du skylle munden med klorhexidin 0,12% eller Andolex to gange dagligt. Klorhexidin må ikke anvendes lige efter fluortandpasta.