Forbundet af natur

Trygfonden og Østifterne har givet tilsagn om støtte til et innovativt udviklingsprojekt, vi har søgt midler til sammen med Københavns Universitet.

Baggrund

Et liv med uhelbredelig kræft – eller anden livstruende sygdom - medfører komplekse problemstillinger og en massiv grad af belastning. At rammes som ung, et sted i livet, hvor personlighed, identitet og drømme for fremtiden forankrer sig, medfører en særlig eksistentiel ensomhed og hele eksistensgrundlaget er truet. Belastningen er allestedsnærværende og kan ikke fjernes i sig selv, men skal håndteres, så livet kan leves så fuldt ud som muligt. 

Unge voksne oplever imidlertid ofte, at de ikke passer ind i eksisterende kommunale rehabiliteringstilbud. De får dermed ikke hjælp og støtte til deres svære livssituation. Både sundhedsfaglige og de unge selv efterspørger tilbud målrettet deres behov. Selv i København er målgruppen så lille, at dette er umuligt at efterkomme. 

Ifm. en masteruddannelse i naturbaseret terapi og sundhedsfremme har diætist Maria Fray, der har arbejdet i CKSK siden 2016, sammen med sin studiemakker Gitte Saldern Schrøder gennemført to pilotprojekter specifikt for unge med uhelbredelig kræft. Det har givet anledning til udvikling af en ny metode for naturbaseret rehabiliterende palliation funderet i evidensbaseret praksis. Resultaterne var markante. Deltagerne beskrev fællesskabet og forløbene som livsforandrende – på samme tid lindrende og som en kilde til glæde, mestring og mening. 

Specifikke tilbud til denne lille men sårbare målgruppe ligger uden for centrets normale drift. Derfor har vi søgt ekstern finansiering og både Tryg-Fonden og Østifterne har valgt at støtte projektet. Det betyder, at vi 1. november kan begynde at realisere vores drøm om at udvikle og afprøve et forløb for unge voksne mellem 25-45 år med fremskreden kræft i Region H. 

 

Projektet kort fortalt

I projektet vil vi 

  • I projektet vil vi udvikle og afprøve et naturforløb baseret på metoden Naturbaseret rehabiliterende palliation
  • Forløbet afholdes fire gange i 2025 med i alt 60 deltagere fra Region H 
  • Forløbet består af 3 møder á 3 timer + camp med overnatning á 26 timer
  • Der etableres et faciliteret netværk, hvor tidligere deltagere kan mødes og vedligeholde tillærte metoder til mestring og lindring og fællesskabet med ligesindede 
  • Københavns Universitet undersøger og dokumenterer deltagernes udbytte og resultaterne formidles i en videnskabelig artikel
  • Der udvikles en tværsektoriel model for fremtidig organisering og økonomi, der understøtter at forløbet kan fortsætte i drift efter projektperioden   
  • Der udarbejdes en metodeguide der beskriver metoden Naturbaseret rehabiliterende palliation, så metoden kan skaleres til andre regioner og andre målgrupper
  • En værktøjskasse så tidligere deltagere kan benytte tillærte metoder og øvelser i deres hverdag på egen hånd, sammen med pårørende eller sammen med andre tidligere deltagere 

 

Samarbejdspartnere 

Projektet udføres i samarbejde med Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturressourcer, der har ansvaret for at gennemføre en forskningsbaseret evaluering. 

Andre samarbejdspartnere bliver hospitaler og kommuner i Region H, da vi skal inkludere deltagere i hele regionen. Ifm. opstart af projektet vil vi besøge relevante parter og fortælle om projektet. 

Ifm. projektets opstart etablerer vi en faglig følgegruppe. 

 

Hvornår går vi i gang?

Projektet forløber fra 1. november 2024 – 31. april 2026. Vi regner med at kunne inkludere deltagere fra omkring årsskiftet. Det første forløb planlægger vi med foreløbig opstart i februar 2025. 

 

Vil du vide mere?

Hvis du er nysgerrig og vil vide mere kan du kontakte specialkonsulent Carina Wedell Andersen.