Forbundet af natur: Status på tilbud til unge med uhelbredelig kræft

Læs om erfaringerne fra det første forløb i projekt Forbundet af Natur – og hvordan du kan henvise.

”At være her er som at få et stort kram af jer og naturen, jeg har mærket så meget omsorg”. “Det er rigtigt trist at være i denne situation, men det er beroligende at have nogle at følges med på vej mod døden”.

Sådan sagde to af deltagerne, da vi afsluttede det første naturforløb i regi af projekt Forbundet af Natur. I denne artikel kan du få genopfrisket hvad projektet handler om og få en status på, hvordan det går.  

Næste forløb starter d. 14. maj – og der er stadig pladser! Projektet er støttet af Trygfonden og Østifterne og vi samarbejder med Københavns Universitet (Institut for Naturressourcer og Geovidenskab).

Forløbet – hvad består det af? 

Forløbet er sammensat af fire mødegange, der følger en fast struktur med gentagne elementer. Fx arbejder vi på alle mødegange med naturfortællinger og aktiviteter, hvor vi bruger skills som knob og at tænde bål, og vi bringer nervesystemet i ro med beroligende sanselige øvelser. Vi deler et måltid tilberedt over bål, og her er der plads til samtaler om stort og småt.

Vi faciliterer desuden en progression af forbindelsen til naturen over de fire gange og slutter af med en ’fremkaldelse’ af, hvad deltagerne tager med tilbage til hverdagen. Når forløbet er slut, er der mulighed for at mødes en gang om måneden i et faciliteret netværk. Forløbet afholdes af de to naturterapeuter Gitte Schrøder (ergoterapeut) og Maria Fray (diætist) samt på campen også Kræftsygeplejerske Lotte Marie Jensen.

Hvor foregår det?

Tre af de fire mødegange samt netværksmøder foregår ved en shelterplads ved Farum Nyvang i Naturpark Mølleåen. Naturstyrelsen Hovedstaden har hjulpet med at finde stedet og booket pladsen – en kæmpe hjælp, som vi er meget taknemmelige for. Pladsen har muldtoilet og ligger 400m fra parkering og busholdeplads, hvilket gør den ideel til at møde gruppens behov og dermed gøre naturen tilgængelig. Campen (på møde 3) varer i 26 timer og foregår i en spejderhytte i det samme område med mange naturkvaliteter og værdifulde oplevelser at fordybe sig i. Med de to steder har vi opfyldt mange af de ønsker, vi havde til både tilgængelighed og naturkvaliteter.   

Målgruppen – en justering

På baggrund af dialog med mange kloge hoveder – herunder en gruppe unge – definerede vi som udgangspunkt målgruppen som unge voksne på 25-45 år med uhelbredelig kræft (og bosat i Region H). På baggrund af erfaringer fra det første forløb, har vi valgt at justere målgruppen, så vi nu også inkluderer unge i aldersgruppen med recidiv og spredning. Vi håber, at denne justering vil lette rekruttering på afdelingerne – for det betyder, at den unge ikke nødvendigvis selv skal erkende, at vedkommende er uhelbredelig syg.

Forløb 1

Fakta om inkluderende deltagere

  • Tre mænd og otte kvinder (vi tilstræber at inkludere flere mænd)
  • 31-42 år – gennemsnitsalder er 39 år og fem deltagere har været over 39 år.
  • Seks er bosat i København, fem kommer fra andre kommuner.

Deltagere

11 inkluderet, 8 har gennemført (resten inkluderes på næste forløb) og heraf har:

  • 50% deltaget alle fire mødegange
  • 25% deltaget tre ud af fire mødegange
  • 25% deltaget to ud af fire mødegange
  • Alle otte viste interesseret i at deltage i de månedlige netværksmøder, der foreløbigt er finansieret året ud.
  • Alle otte udfyldte alle spørgeskemaer 

Udbytte og effekt

Formålet med at deltage i forløbet er at få redskaber til at opleve reduceret belastning og på samme tid mestring og lindring i hverdagen, der kan bibringe momenter af både ro og glæde. Et præliminært kig i data viser lovende takter. Deltagernes egne udsagn indikerer et stort udbytte. Vi synes, det er interessant at observere, at de, der som udgangspunkt deltog kom for fællesskabet, i høj grad endte med at finde glæde ved ophold i naturen. Og de, der kom primært for naturen, har fundet stor glæde i fællesskabet med ligesindede.

Kender du en potentiel deltager? 

Hvis du kender en i målgruppen, som kunne være interesseret i at deltage, er du meget velkommen til at henvise vedkommende.

Hvis potentielle deltagere bor i Københavns Kommune, skal de henvises til Center for Kræft og Sundhed. Hvis de er bosat i andre kommuner i Region H skal de ringe på tlf. 8220 5800. Er det en barriere for vedkommende selv at skulle henvende sig telefonisk, kan man også sende en mail med navn og telefonnummer til naturterapeut Maria Fray - mail fq8i@kk.dk, tlf. 6028 8227. Så sørger vi for at ringe vedkommende op og aftaler et tidspunkt for en afklarende samtale.

Hvornår er næste forløb? 

Næste forløb starter d. 14. maj, og vi har stadig ledige pladser. Der er også masser af plads på de to forløb efter sommerferien, der starter hhv. d. 13. august og 8. oktober. Vi tilstræber at booke 15 deltagere på hvert forløb.

Har du spørgsmål?

Du kan altid kontakte:

Projektleder Carina Wedell Andersen tlf. 2154 7860, mail ed7d@kk.dk

Naturterapeut Maria Fray tlf. 6028 8227, mail fq8i@kk.dk