Nye sundhedsinitiativer skal sætte standarden
Med den nye sundhedsreform er fremtidens rammer for sundhedsvæsenet nu fastlagt.
Et af hovedpunkterne er, at det skal være nært og tilgængeligt tæt på borgernes hverdagsliv. Vi glæder os over, at denne dagsorden nu er national. Vi ved fra vores arbejde her i Center for Kræft og Sundhed, at den nære forebyggende og rehabiliterende tilgang skaber værdi og mening for borgere med kræftsygdom og andre kroniske lidelser.
Det er noget vi længe har stræbt efter i vores samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet, så borgerne oplever at være en del af et sammenhængende forløb med behandling og (præ)rehabilitering.
Et godt eksempel på samarbejde på tværs er vores nye udviklingsprojekt ”Forbundet af Natur”, hvor kommuner, hospitaler og universitet arbejder sammen om et særligt tilbud til unge med uhelbredelig kræft. Det er et tilbud, der er kommet rigtigt godt fra start, og det kan du bl.a. læse mere om her i nyhedsbrevet.
Godt i gang med nye senfølgeforløb
Drøftelserne om en ny Kræftplan 5 er i gang og her er senfølger er et stort tema. Et tema som vi i CKS beskæftiger os meget med og som med afsæt i fire års data og erfaringer nu resulterer i egentlige senfølgeforløb i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og rådgivningstjenesten. Det er et særligt tilrettelagt patientundervisningsforløb, som vi glæder os til at dele vores erfaringer fra, når det bliver aktuelt.
Særlige fokusområder for 2025
Udvikling og kvalitet med fokus på at skabe de rette og de bedste forløb for den enkelte borger er et evigt fokus her i centret. Noget af det vi især kommer til at arbejde fokuseret med i 2025, er at skabe digitale alternativer til alle vores indsatser. Samtidig vil vi i endnu højere grad hjælpe vores borgere med at fastholde de vaneændringer i hverdagen, som de etablerer gennem deres rehabiliteringsforløb i CKSK. Det kan derfor betyde, at nogle af vores indsatser ændrer sig i lidt form og indhold. Det kommer vi løbende til at fortælle mere om til alle jer, der nysgerrige efter at vide mere om fremtidens rehabilitering.
Der er med andre ord godt gang i 2025 og det både spirer og gror i centret til gavn for alle borgere berørt af kræft.
Rigtigt godt forår til alle.
De bedste hilsner Dorte Hofland, centerchef