Samskabelse og nye veje i kræftrehabilitering


Efteråret 2025 bringer nye muligheder for kræftrehabilitering gennem stærkt samarbejde og innovative digitale løsninger hos Center for Kræft og Sundhed København. Det kan du læse mere om her.

Efteråret byder på mange spændende skridt fremad i vores arbejde med kræftrehabilitering. I Center for Kræft og Sundhed København har vi i år haft særligt fokus på samarbejde og samskabelse, både med hospitalerne, med forskningen og med borgerne selv.

Et godt eksempel er det nye fælles patientkursus for kvinder, der er kurativt behandlet for brystkræft, som vi nu gennemfører sammen med Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet. Her underviser medarbejdere fra både hospital og kommune side om side, uanset borgernes bopælskommune. Det er et konkret udtryk for det populationsansvar, vi gerne vil tage og et samarbejde, som giver mening for både borgere og sundhedsfaglige. Samarbejdet er kommet rigtig godt fra start, og vi oplever stor faglig entusiasme og gensidig læring på tværs af sektorerne. Det lover godt for fremtidige, fælles forløb, hvor vi sammen kan sikre en mere ensartet og tryg overgang fra hospital til kommunal rehabilitering.

Vi har også taget hul på arbejdet med nye digitale løsninger, der skal gøre det lettere for borgere at få støtte i hverdagen. I samarbejde med Det Digitale Sundhedscenter afprøver vi det nationalt implementerede Kræfter-forløb i app’en Mit liv – min sundhed. En gruppe af centrets brugere har allerede bidraget med værdifuld feedback. Mit liv – min sundhed vil være et digitalt supplement til vores fysiske rehabiliteringsforløb, og vi håber, at det kan være med til at skabe fleksibilitet og lighed i adgangen til viden, støtte og aktiviteter. Allerede nu er vi imponeret over den flotte og brugervenlige løsning, som vi venter os meget af, ikke mindst på borgernes vegne. App’en rummer stort potentiale for at understøtte motivation og handlekraft i hverdagen, også efter at forløbet i centret er afsluttet.  Samtidigt arbejder vi med videobaserede opfølgningsforløb, som giver mulighed for kontakt og sparring på afstand. Vi ser frem til at dele vores erfaringer, når resultaterne af vores nye tiltag foreligger.

Alt i alt bevæger vi os mod et sundhedsvæsen, hvor nærhed og kvalitet går hånd i hånd, og hvor digitale løsninger bruges klogt som supplement til det personlige møde.
Det er en udvikling, der stemmer godt overens med intentionerne i både Kræftplan V og Sundhedsreformen og som vi i Center for Kræft og Sundhed København er stolte af at bidrage til.

Vi glæder os til en tid med nye muligheder og stærke samarbejder.

Rigtigt godt efterår til alle.

De bedste hilsner

Dorte Hofland, centerchef