Brittas historie

For snart 19 år siden fik Britta Dueholm konstateret kræft i kæbespytkirtlen. Siden har senfølgerne fyldt meget i hendes liv, men Britta har fundet sine åndehuller og det, der har givet hende livsgnisten tilbage.

”Jeg var 48, da jeg fik diagnosen. Jeg kunne mærke noget i venstre side under kæbebenet. Jeg havde faktisk kunnet mærke den i årevis, men lægen sagde, at det var ikke noget, jeg skulle bekymre mig om. Den var kun på størrelse med en ært, men da den begyndte at blive øm, gik jeg til lægen endnu en gang. På det tidspunkt var knuden blevet på størrelse med en hasselnød, så denne gang blev jeg henvist og fik taget en biopsi, og det viste sig at være godartet. Lægen ville fjerne den, men der var en risiko for, at jeg kunne få en lammelse i ansigtet, så jeg sagde nej tak”. 

Et halvt år senere gik Britta Dueholm igen til kontrol. Denne gang fik hun oplyst, at en biopsi aldrig er 100 procent sikker. Britta blev opereret. Det viste sig at være kræft, og hun gennemgik derefter 32 strålebehandlinger. 

”Efter den 9. behandling begyndte en ulidelig brændende følelse i min hals og mund. Jeg kastede op, når jeg spiste, og på 12. dagen kunne jeg ikke længere synke. Jeg brød sammen og bad om at få behandlingerne stoppet, men det frarådede lægerne mig. Så jeg gennemførte alle 32 behandlinger og fik det værre og værre”, fortæller Britta.

Da sultfornemmelsen helt forsvandt, og hun på kort tid havde tabt ti kilo, var Britta ved at give op.

”Jeg blev fuldkommen en zombie og mistede til sidst taget i livet. En dag besluttede jeg mig for, at nu ville jeg bare blive liggende i min seng og ikke længere forsøge at komme på benene. Jeg har ingen børn og familie, så jeg havde ikke ansvar for nogen. Sådan lå jeg et døgns tid og døsede hen. Men pludselig vågnede jeg og blev bange. Jeg fik mig mavet hen til telefonen og fik trykket nummeret til min kontaktsygeplejerske. Hun bad mig om at tage en taxa ud til Rigshospitalet, jeg blev indlagt, fik sondemad, tilsyn af en psykiater og tilbudt antidepressiv medicin, men det sagde jeg nej tak til”.

Vendepunkt

Ti dage efter var Britta igen hjemme i lejligheden på Vesterbro, stadig medtaget og udmattet, og hun isolerede sig fra omverdenen i mange måneder. Vendepunktet blev det patientnetværk, Britta kom med i, hvor hun mødte andre med lignende kræftforløb. 

”I starten var det svært. Jeg havde stort set ikke været ude for en dør, og jeg havde aldrig talt med andre, der vidste, hvad det ville sige at være så syg af den strålebehandling. Men jeg gik derhen de fastlagte to gange om måneden og langsomt fik jeg det bedre”. 

Efter et par måneder genvandt Britta noget af energien, og det hjalp på humøret at komme ud blandt andre mennesker. 

”Jeg opdagede, at jeg faktisk glædede mig til at se de andre i netværket. Og da jeg begyndte at kunne spise kartofler og blødt kød igen, var det en kæmpe sejr efter så lang tid med blendet mad”. 

Caminoen

Men det, der for alvor gav Britta energien tilbage, var, da hun, ti år efter strålebehandlingen, gik caminoen i Spanien. Den såkaldte franske rute, som går fra Saint Jean Piedde Port nord for Pyrenæerne tværs over det nordlige Spanien til Santiago de Compostela. Den berømte pilgrimsvej til Santiago på 778 km.

”Den tur gav mig livet tilbage. Det var først der, på de støvede stier og veje i det smukke landskab, jeg igen begyndte at tænke på mig selv i et længere perspektiv. Jeg begyndte at lægge planer for fremtiden, og når jeg overnattede på de små herberger, hvor jeg virkelig havde tid til at tænke over mit liv, blev jeg for alvor igen glad for at leve. Det var enormt styrkende, at jeg kunne klare den lange vandring, og jeg genvandt meget af den tabte selvtillid og selvværdet”.

Da Britta Dueholm kom hjem igen, fandt hun sine pensler, maling og lærreder frem. Det havde stået bagest i skabet i mange år og samlet støv, men nu skulle det i brug. 

”På min tur opdagede jeg, at jeg savnede at tænke på andet end mig selv og min sygdom. Så da jeg fik en pensel i hånden, var det en fryd, at jeg blev så opslugt, at jeg glemte alt andet omkring mig”.

Senfølger

I dag er Britta 66 år og lider stadig af senfølger som talebesvær på grund af nerveskader i læben og på tungen, stramt og smertefuldt væv på hals til skulder, indsnævring af halsen, der giver hende spisebesvær og synkebesvær, og så har hun tabt alle tænder, på nær to, i venstre side af munden, hvor hun har fået stråler. 

”Jeg spiser sjældent sammen med andre. Jeg kløjs tit i maden, og så er det er bare ikke spor rart at være sammen med andre. Og så har jeg gået til talepædagog i en periode”. 

Brittas skjoldbruskirtel er også blevet skadet af strålebehandlingerne. Derfor 
har hun for højt stofskifte,  og det har givet hende knogleskørhed. Desuden har tandproblemerne og et indgreb i kæbebenet givet en nerveskade i læben og øget faren for knogledød i kæbebenet. Der blev tilrådet endnu et indgreb, men det tør Britta ikke på grund af den meget dårlige helingsevne i området.

”Jeg orker ikke mere sygdom. For fire år siden fik jeg foretaget en pet-scanning, hvor man lyser op, hvis der er noget, som muligvis kan være kræft. Jeg lyste op i bækkenet, et par ribben og i skulderen, og der var mistanke om bl.a. knoglemetastaser, men jeg frabad mig at blive undersøgt nærmere, da man alligevel ikke ville kunne gøre noget ved det. Men altså det er fire år siden nu, og jeg er her stadig,” griner hun. 

Livsmod

Det er snart 19 år siden, at kræften og senfølgerne indtog og ændrede Brittas liv.

”Jeg kæmper stadig mange kampe dagligt. Og det har da helt klart været en stor sorg for mig, at jeg har mistet så meget af mit liv til det her. Men heldigvis tænker jeg mindre over det for hver dag, der går, og når angsten for at dø dukker op og overmander mig, er jeg blevet ret god til at gribe den. Vi skal jo alle sammen her fra en dag, og jeg er efterhånden ikke ung længere. Men på den anden side ville jeg være ked af at dø i næste uge. Jeg har hele tiden gang i nye projekter. Jeg maler, syr, jeg bager, jeg dyrker yoga 2-3 gange om ugen. Nææ... jeg er slet ikke klar til at skulle herfra”, smiler hun.