Inges historie

”Selvom man er alvorlig syg, har man brug for et blidt og nænsomt spark bagi”. Ordene kommer fra Inge Leig Andersen, 83 år. Hun er gift med Torben Leig Andersen på 85, der fik hoved-halskræft tilbage i 2001.

Han fik fjernet noget af tungeroden, mandlerne og lymfeknuder på halsen. Efterfølgende fik han 33 strålebehandlinger, som var en rigtig hård omgang for Torben. Men ikke kun for Torben. Også for Inge.

”Det at være pårørende til en kræftsyg, er noget af det hårdeste, der findes. Det kræver virkelig kræfter at komme igennem. For en ting er, at den syge er bange. Rigtig bange for at dø. Men det er man jo også selv. Bange for at ens elskede skal dø. Men det må man ikke vise, fordi man skal være den stærke, og dét kræver en styrke, som jeg slet ikke aner, hvor man får fra,” siger Inge.

Torben troede, han skulle dø

For Inge har det været vigtigt at støtte Torben i alt, men også at hjælpe ham til, at han kunne støtte sig selv.

”Selvom man er syg, kan man ikke bare læsse alt af og forvente, at den anden kan bære det hele. Jeg er måske blevet lidt hård gennem livet og kan klare meget. Min far døde, da jeg var 12, og min mor lærte mig at være stærk. Og vi mistede vores søn, da han var 16 år. Så da Torben blev syg, var jeg stærk i starten,” fortæller Inge.

”Jeg lyttede og lyttede og trøstede og trøstede og støttede og støttede. Torben troede, han skulle dø. Han var meget bange og læssede alt af på mig. Til sidst måtte jeg sige til ham, at han ville komme igennem det her, hvis han selv ville, og hvis han selv troede på det. For jeg kunne mærke, at jeg  ikke kunne tage mere”.

Giv den syge et blidt og nænsomt spark bagi. Fortæl ham, at nu kan man ikke tage mere. At den syge skal finde styrken i sig selv.

Tre gode råd

Inge er slet ikke i tvivl, da hun bliver spurgt, hvilke råd hun vil give andre, der står i en lignende situation.

”For det første skal man stå fast. Være der som en rolig støtte, som hele tiden viser, at man tror på, at man kommer igennem det her. For det andet skal man have lov at sige fra, som jeg gjorde. Giv den syge et blidt og nænsomt spark bagi. Fortæl ham, at nu kan man ikke tage mere. At den syge skal finde styrken i sig selv. Og for det tredje skal man tage i mod psykologhjælp. Det fik jeg desværre ikke tilbudt, men jeg tror, det ville have været en meget stor støtte for mig igennem forløbet at have en, jeg kunne læsse af på.”