Mundtørhed

Mange oplever mundtørhed under og efter strålebehandling. Hold mundslimhinden ren og fugtig. Det hjælper dit immunforsvar i munden til at fungere bedst muligt.

Forebyggelse og behandling af mundtørhed

Du kan forebygge og behandle mundtørhed ved at:

  • drikke vand, danskvand og sukker- og syrefri væske hyppigt. Brug evt. en lille forstøverflaske til at fugte munden
  • skylle munden i skyllevæske (isotonisk NaCl). Det kan købes på apoteket
  • skylle munden i bikarbonatopløsning. Det består af: 1 tsk. salt, 1 tsk. bikarbonat (natron) og 1 liter vand. Opbevar opløsningen i køleskabet og brug det 8-10 gange dagligt. Du må ikke synke opløsningen
  • skylle din mund i en opløsning, der består af 1/3 glycerol og 2/3 vand
  • afprøve produkter, der kan erstatte og stimulere spyt. Du køber produkterne på apoteket
  • anvende gel eller evt. neutral madolie, som du fordeler rundt i munden til natten. Brug ikke olie i forbindelse med strålebehandlingen
  • fugte dine læber med læbepomade eller fed creme, dog ikke i timerne før strålebehandling.

Du oplever først effekt af mundpleje ved mundtørhed efter 1-2 ugers systematisk brug af forebyggende og behandlende tiltag.

Stimulér din spytproduktion

For at mindske generne fra mundtørhed er det en god idé at stimulere din spytproduktion ved at bruge:

  • sukkerfrit tyggegummi (evt. med fluor)
  • sukkerfri sugetablet. Den kan dog være besværlig, hvis du har sparsom produktion af spyt, da den kan klistre fast til slimhinden pga. mundtørhed
  • Du kan forsøge at stimulere din spytproduktion hver time i 2-5 minutter for at se, om det giver færre gener. Du kan forvente, at effekten af spytstimulationen varer i ca. 1 time.

Stimulér spytproduktionen før et måltid

Det kan være en god idé at stimulere dit spyt før et måltid. Stimulér gerne dit spyt i 2-5 min. Det bør du gøre 10-15 min., før du skal spise. Det kan hjælpe med at forbedre forholdene i munden og få maden til at glide lettere ned.