Nærhed, intimitet og seksualitet
Behovet varierer fra menneske til menneske og forandrer sig afhængigt af, hvor i livet vi befinder os.
Det samme gælder de seksuelle behov.
Når du har fået kræft og været igennem behandling for hoved-halskræft, er det normalt, at lysten til nærhed , intimitet og sex er ændret på grund af bivirkninger og senfølger, der bl.a. ændrer krop og udseende. På grund af kroppens forandring kan du have svært ved at have fysisk kontakt med andre, og du kan have svært ved at føle dig attraktiv på samme måde, som du gjorde tidligere.
Nogle par oplever, at et godt seksuelt samvær gavner livskvaliteten og øger følelsen af samhørighed og velvære. Derfor kan det være et vigtigt emne at tale om og tage vare på sammen.
Det er normalt, at lysten til nærhed, intimitet og seksualitet er ændret på grund af bivirkninger og senfølger, der ændrer krop og udseende.
Sygeplejerske Bell Møller fortæller, hvordan relationen mellem patient og pårørende kan blive påvirket. Hun giver også gode råd til, hvordan man kan arbejde med at få intimiteten tilbage efter behandling for hoved-halskræft.
Lydfil: Sygeplejerske fortæller
Kroppens forandring
Mange hoved-halskræftpatienter oplever:
- mundtørhed, ømhed og sejt slim i munden samt lugtgener fra munden
- påvirkning af nerverne i det område, der er bestrålet eller opereret
- følelsesløshed, eller at huden er blevet mere følsom, hvilket kan gøre, at berøring føles ubehagelig.
Kroppens forandring kan påvirke lysten til at være i tæt kontakt med andre, uanset om der er tale om nærhed, intimitet i hverdagen eller seksuelt samvær.
Manglende overskud
Behandlingen er ofte så krævende, at der ikke er overskud til meget andet. Du kan opleve, at du bliver hurtigere træt og udmattet i perioden efter behandling.
Det manglende overskud betyder, at mange par holder helt op med at røre ved hinanden i hverdagen, da man kan blive bekymret for, om den anden tror, at berøringen er en invitation til sex.
Seksualiteten på pause
Lysten til sex kan træde i baggrunden, når man får en alvorlig sygdom, og for nogle er seksualiteten sat på pause under og lige efter behandling. Lysten til sex bliver ofte mindre, når man får stillet diagnosen og gennemgår behandling. Det kan skyldes stress, træthed, smerter, eller at hud og slimhinde er påvirket af strålebehandlingen.
For nogle kommer lysten igen af sig selv, og for andre er det nødvendigt at træne den op.
Nærhed og intimitet i hverdagen
Det er vigtigt at holde fast i nærhed og intimitet i hverdagen. Det er forskelligt, hvilket behov man har, og hvordan det har været før.
Det kan være svært for din børn, børnebørn eller andre pårørende at fastholde fysisk kontakt og nærhed. Det kan være et klap på skulderen, at sidde tæt sammen, holde i hånden eller give hinanden et knus. De kan være bekymrede for, at det gør ondt på dig eller at blive afvist, fordi du ikke har lyst til berøringen.
I forhold til din partner kan den samme bekymring gøre sig gældende, og din partner kan være bange for at gøre dig ked af det, hvis de gør opmærksom på forandringen overfor dig. Din partner kan også have mindre lyst, fordi det er anderledes at kysse hinanden og være tæt på en ændret krop.
Råd og vejledning
For mange er det en lettelse at tale åbent med partner, børn eller andre pårørende om ændringer i behov for nærhed og berøring.
Hvis du har en partner, er det en god idé at tale om, hvordan nærheden kommer til udtryk, og hvilke behov i hver især har for nærhed i hverdagen. Det kan være at:
- holde i hånden
- sidde ved siden af hinanden i sofaen
- ligge i ske
- mere gennemgående berøring af kroppen med eller uden tøj på, fx massage eller berøring på ryggen.
Det kan være vigtigt at afstemme forventningerne, når I taler om nærhed og intimitet i hverdagen. Hvornår er det okay at gå videre til et mere intimt og seksuelt samvær, og hvornår skal berøringen respekteres som nærhed og intimitet, uden at der ligger uudtalte forventninger om, at det kan udvikle sig til noget mere seksuelt.
Hvis du er alene, kan det være en god idé at finde tidspunkter i hverdagen, hvor du har din opmærksomhed på at mærke velvære i kroppen. Det kan være at:
- få en massage
- tage et varmt bad
- smøre kroppen ind i velduftende creme/olie
- lave en afspændingsøvelse
- se på dig selv i spejlet med eller uden tøj og bemærk, hvad der er godt og smukt ved din krop, fx finde tre ting ved din krop, som du holder af.
Hvis du oplever seksuelle problemer over længere tid, kan det være en god idé at tale med din læge, som evt. kan henvise til en sexolog eller en sexologisk klinik.