Sygemelding og nedsat arbejdsevne

Når du bliver syg, er der mange ting, du skal forholde sig til. En medarbejder fra jobcentret kan vejlede dig om dine muligheder, rettigheder og pligter som sygemeldt.

Hvornår kan du få sygedagpenge?

Du kan få sygedagpenge, hvis du er ude af stand til at arbejde pga. din kræftsygdom. Det er et krav, at du bor og betaler skat i Danmark, og at beskæftigelseskravet er opfyldt. 

Hvis du er ledig, skal du selv sygemelde dig og søge om sygedagpenge i din a-kasse. Hvis du sygemelder dig fra et job, skal din arbejdsplads sygemelde dig hos kommunen.

Som hoved-halskræftpatient får du oftest sygedagpenge i op til 22 uger med mulighed for forlængelse.

Læs mere om sygedagpenge, beskæftigelseskrav og muligheder for forlængelse i Patienthåndbogen (sundhed.dk)

Ferie

Når du modtager sygedagpenge, eller din arbejdsgiver får sygedagpengerefusion, har du ikke ret til ferie. I særlige tilfælde kan jobcentret gøre en undtagelse.

Ring og tal med din sagsbehandler på jobcenteret om dine muligheder for at afholde ferie.

Standby-ordningen

Når du sygemelder dig med en alvorlig livstruende sygdom, og du er på sygedagpenge (din arbejdsgiver får sygedagpengerefusion), har du mulighed for at blive omfattet af standby-ordningen. Du bliver dermed fritaget for at deltage i jobcentrets opfølgningssamtaler. 

Læs mere om standby-ordningen i Lægehåndbogen (sundhed.dk)

Jobafklaringsforløb

Du kan komme i et jobafklaringsforløb, hvis du ikke kan få forlænget dine sygedagpenge, og du stadig ikke kan arbejde. Jobafklaringsforløbet støtter dig i at vende tilbage i arbejde eller i gang med uddannelse.

Læs mere om jobafklaringsforløb (sundhed.dk)

Sygedagpengeloven (§ 56)

Langvarig eller kronisk sygdom kan give en del sygefravær på arbejdet. Der er mulighed for at indgå en aftale med jobcenteret efter loven om sygedagpenge (§ 56). Aftalen nedsætter arbejdspladsens udgifter ved sygefraværet. 

Læs mere om sygedagpengeloven § 56 (sundhed.dk)

Kontanthjælp eller uddannelseshjælp

Hvis du ikke har ret til sygedagpenge, kan det være en mulighed med kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Her er det bl.a. en forudsætning, at du ikke kan leve af din egen indtægt eller formue.

Læs mere om reglerne for kontanthjælp og uddannelseshjælp (sundhed.dk)

Fleksjob

Fleksjob kan være en mulighed, hvis din evne til at arbejde er varigt nedsat i alle former for arbejde. Alle muligheder for at forbedre din arbejdsevne skal være afprøvet. 

Læs mere om fleksjob (sundhed.dk)

Førtidspension

Kommunen kan tilkende dig førtidspension. Din evne til at arbejde skal være varigt og væsentligt nedsat. Du er således ikke i stand til at forsørge dig selv gennem et almindeligt job eller et job på særlige vilkår (fx fleksjob). Alle muligheder for at forbedre din arbejdsevne skal være afprøvet.

Læs mere om førtidspension (sundhed.dk)

Seniorpension

For at få seniorpension skal du som udgangspunkt:

  • højst have seks år til folkepensionsalderen
  • have en varig nedsat arbejdsevne på højst 15 timer om ugen
  • have arbejdet i mindst 27 timer om ugen i 20-25 år - hvis du er eller har været ansat i fleksjob, er kravet til antal arbejdstimer mindre.

Læs mere om seniorpension (borger.dk)

Tjek din e-Boks

Det er vigtigt, at du husker at orientere dig i din e-Boks. Jobcentret og de offentlige myndigheder kommunikerer herigennem, og der vil være vigtig post, du skal reagere på inden for en bestemt tidsfrist.

Gå til e-Boks (eboks.com)