Årsrapport viser arbejdet med datadrevet kvalitetsudvikling
Rapporten viser hvem og hvor mange, som benytter sig af centrets tilbud, og måler bl.a. på brugertilfredshed og livskvalitet. Samtidig beskrives nogle af de tiltag, som er sat i værk for at nå i mål med de prioriterede indsatsområder.
70% af alle henviste borgere til CKSK starter i et rehabiliteringsforløb i centret, samtidig er der stor brugertilfredshed for københavnere som benytter sig af centrets tilbud. Det og meget mere viser den nye årsrapport for 2021 i Center og Kræft og Sundhed, som fremlægger en lang række af nøgletal.
Center for Kræft og Sundhed skal understøtte Københavns Kommunes sundhedspolitik på kræftområdet, og her er nøgletallene en væsentlig markør for, om de fastsatte mål bliver opnået.
"Vi er glade for, at vi igen i år har meget høj brugertilfredshed med vores tilbud. I forhold til de mål, der er sat for året, er vi tæt på at nå de fleste. Det er vi stolte af, særligt fordi 2021 igen var udfordret af coronapandemien, som også har påvirket vores tilbud. Der er stadig områder, som vi skal arbejde videre med, og det gør vi her i 2022", siger Marlene Øhrberg Krag, centerchef i Center for Kræft og Sundhed København.
Ny model sikrer løbende målbare data
I 2021 har centret udviklet og implementeret en model, der løbende sørger for dataindsamling, som hjælper med at monitorere aktiviteten og brugeroplevelsen af centrets tilbud. Det fremgår bl.a., hvor mange borgere, der henvises og starter i et forløb, ligesom der bliver målt på brugertilfredsheden af de tilbud og indsatser, som tilbydes.
Det fremgår bl.a., at 80% af alle henviste borgere med en kræftdiagnose, som primært henvises fra hospitaler, bookes til en indledende samtale. Det er 70% af de henviste borgere der møder op til en indledende samtale og starter i et rehabiliteringsforløb.
"Det er vigtigt for os at kunne følge med i vores aktivitet. Det gælder fx, hvor københavnerne der kommer hos os henvises fra, hvilke tilbud vi får givet dem, og deres oplevelse af vores tilbud. Det viser, om der er nogle grupper af borgere med kræft, der i mindre grad end andre henvises til os, om vi rammer behovene hos dem, der henvises, og kan også give os en pejling på områder, vi skal dykke længere ned i. Det kan fx være i årsagen til, at nogen ikke tager imod vores tilbud, eller årsagen til at nogle hospitalsafdelinger i mindre grad henviser deres patienter til os end andre", fortsætter Marlene Øhrberg Krag.
Nye indsatser i CKSK
Udover målbare data, som kan sidestilles med centrets målsætninger, er der også sat andre initiativer i søen, som fremhæves i rapporten. Blandt andet en målsætning om at få øget fokus på borgerinddragelse. Derfor arbejdes der både individuelt og organisatorisk med borgerinddragelse bl.a. ved brug af PRO-spørgeværktøjet og i form af et nyt brugerpanel.
Derudover er der etableret en ny kvalitetsgruppe med opgaven at se på hvordan tilbuddene københavnere med senfølger efter kræft eller kræftbehandling kan styrkes.
Undersøgelser viser, at mange der har haft kræft, får senfølger efter sygdommen eller efter den behandling, de har fået. Vi har fokus på livet også efter kræftsygdom, så derfor er det et vigtigt område. Det handler jo ikke kun om at overleve, men også at leve, siger Marlene Øhrberg Krag.
Udvalgte nøgletal fra årsrapporten
Stigning i antal henvisninger
I 2021 blev 1.336 borgere henvist til rehabiliteringsforløb i CKSK. En mindre stigning sammenlignet med 2019, hvor centret havde 1.321 henvisninger. Dette kommer efter 2020, hvor det samlede antal af henvisninger faldt til 1.156. Faldet i 2020 tilskrives corona pandemien.Henvisningerne kommer primært fra hospitaler
93% er henvist fra hospital og 6% fra almen praksis. Jobcentrene har også mulighed for at henvise til CKSK, men der modtages kun ganske få henvisninger herfra. Henvisningerne fra sygehus kommer langt overvejende fra Rigshospitalet, som også behandler størstedelen af københavnere med kræft. I 2021 tegner de sig for 75% af henvisningerne til CKSK. Herudover var der i 2021 henvisninger fra Bispebjerg (6%), Herlev (6%), Hvidovre (4%), Amager (2%) og Gentofte (<1%) (Figur 4).Flest borgere med brystkræft
Blandt de henviste har flest brystkræft (28%), kræft i fordøjelsesorganer (17%), luftveje og respirationsorganer (13%) eller mandlige kønsorganer (8%). Dette afspejler fordelingen i antallet af nye kræfttilfælde, der ses på landsplan, fraset at der henvises forholdsmæssigt flere med brystkræft og færre med hudkræft i forholdet til antallet af tilfælde.70% af henviste borgere kommer i rehabiliteringsforløb
Af de henviste kom ca. 70% i forløb i CKSK i 2021, defineret ved at være fremmødt til en indledende samtale. Nogle borgere ønsker kun enkeltstående indsatser og ikke et forløb. Dermed har flere end 70% deltaget i tilbud i CKSK. Et gennemsnitligt forløb i CKSK var i 2021 på 290 dageFlere kvinder end mænd blev henvist til CKSK
Af de henviste borgere i 2021 var 62% kvinder og 38% mænd. Det er cirka samme kønsfordeling, som kendes fra tidligere år på trods af, at der over årene er gjort forskellige tiltag for at gøre centrets tilbud mere attraktive for mænd, herunder tilbud om særlige træningshold for mænd, tilbud om naturaktivitet og etablering af Mænds Mødested Elefanthuset.
Årsrapport 2021
Her kan du læse årsrapporten for Center for Kræft og Sundhed 2021.