Naturterapi på egen hånd
Hvorfor kan naturen være god for dig?
Naturen kan være et frirum, hvor tanker og følelser får plads til at falde til ro.
Er man ramt af livstruende sygdom, eller er man pårørende til en med livstruende sygdom, er der for mange vendt op og ned på livet, som man har kendt det. Hverdagen kan blive præget af bekymringer, tanker om den næste undersøgelse, behandling eller scanning.
I naturen findes der en anden rytme, en rytme der går igen, dag efter dag, måned efter måned og år efter år. Naturen stiller ikke krav, og man har mulighed for blot at være. Mange oplever, at naturen kan være en kilde til lindring, glæde og håb.
Naturen kan bruges på egen hånd. Eller det kan være noget man deler med dem man holder af. Måske både og.
Lyden af vinden i trækronerne, vinden der mærkes på huden, duften af en skovmærke, der opfanges af næsen, men endnu ikke kan ses, solen der filtrerer igennem bladene og danner smukke lyssøjler ned gennem træerne. I naturen kan der opstå øjeblikke, hvor sygdom kan træde i baggrunden for en stund, og livet igen træde frem. Forskning viser, at ophold i naturen, kan mindske oplevelsen af stress. Selv korte ophold i naturen, kan skabe positive øjeblikke og et mentalt pusterum.
Natur – inde eller ude?
Naturen kan være et frirum ude, men faktisk også inde. Hvis omstændigheder gør det svært at komme ud, så bring naturen ind. Lidt kan gøre meget.
Varmen fra solen kan mærkes gennem et vindue. Måske kan du se himlen og hvordan skyerne danner figurer, også når du sidder indenfor. At sidde pakket ind i et tæppe med en kop te i hænderne, mens forårsregnen siler ned for åbne vinduer, vil kunne aktivere flere sanser. Lyden af regnen, vinden der rammer huden på ansigtet, duften fra regnen der hvirvler duften fra jorden, græsset, blomster og træer op og ind gennem vinduet – for at ramme næsen.
Naturen kan stadig være virksom, selv hvis omgivelserne skifter fra eget hjem, til hospital, plejehjem eller hospice. Gør brug af lyd, syn, duft, smag eller berøring.
Et lille velduftende mynteblad kan gnides mellem fingrene. Det frigiver æteriske olier og en svag duft, som kun duftes helt tæt på næsen. Træk vejret dybt. Måske minder dukker frem, minder fra en tid, hvor sygdom ikke fyldte, eller måske er der bare stille fra tanker for en stund.
Læg mærke til stueplanter – se deres farve, form, tekstur. Måske ændrer oplevelsen sig med lyste.
Sæt et lille foderhus op på dit vindue – så du kan se fuglene tæt på.
Lad blikket vandre gennem vinduet langt væk og tæt på – måske gennem en kikkert. Er det muligt at se forskellige fugle, træer eller planter fra sengen, stolen, terrassen.
Projekt/kontekst
Denne hjemmeside er udviklet af Center for Kræft og Sundhed København i forbindelse med projekt Forbundet af Natur. Vi har gennem mange år arbejdet med naturforløb. I projekt Forbundet af Natur har vi lavet naturforløb for unge voksne (25-45 år) med langvarig eller uhelbredelig kræft. Deltagerne fortæller, at de kan finde ro og glæde i naturen.
Deltagerne har efterspurgt redskaber eller øvelser til at gen-forbinde sig til naturen på egen hånd eller sammen med familie og venner. Det forsøger vi at stille til rådighed på denne hjemmeside.
Hvem er denne hjemmeside til?
Måske har du deltaget på et naturforløb ifm. projekt Forbundet af Natur. Eller et andet naturforløb. Måske har du ikke – men er nysgerrig på, hvordan du kan finde ro og glæde i naturen – på egen hånd eller sammen men dem, du holder af. Måske lever du med livstruende sygdom, eller er pårørende til en med alvorlig sygdom. Måske oplever du en anden slags belastning i livet. Uanset hvad din situation er, kan du her på siden finde forskellige redskaber til at forbinde dig til naturen.