Naturritualer og årstidsfejringer

Idéer til små og store ikke-religiøse ritualer og årstidsfejringer, som måske kan give dig/jer oplevelser af forbindelse, mening og håb.

Et ritual er en handling med en simpel struktur, der har betydning for den eller de, der praktiserer det, og som måske kan virke lindrende eller opløftende. At udføre et ritual kan være en metode til at være med det, der er svært, fejrer det der giver glæde, udtrykke taknemmelighed, give slip på noget eller leve med de vilkår, der ikke kan ændres. At udføre et ritual kan skabe en oplevelse af at bygge broer af mening, håb eller skabe forbindelse nuet og fortid eller fremtid. 

I naturritualer kan naturens elementer eller materialer tillægges en symbolsk værdi. Måske har du lyst til at eksperimentere med at lave dine egne ritualer. Prøv dig frem og vær åben og nysgerrig. Måske nogle af nedenstående forslag til naturritualer kan give mening for dig. 

Skab jordforbindelse og sanselig kontakt

Fold alle ud

Forbind dig til jorden

Tramp i jorden, klap dig selv på brystkassen eller rundt på hele kroppen, i rytmiske bevægelser i takt med dit hjerteslag. Forestil dig tyngdekraften i din bevægelse og mærk din fysiske kontakt med jorden og dine omgivelser på stedet.

Forbind dig til et træ

Læg din ene hånd på træets stamme og den anden på dit hjerte. Forestil dig, at du forbinder dig til træet gennem dine hænder og lad dig nære fra jorden gennem træets rødder og fra himlen gennem træets blade og grene. Brug dit åndedræt og visualiser, hvordan du trækker næring fra træets rødder ved din indånding og puster luft ud gennem træets grene og blade ved din udånding. I næste indånding trækker du vejret ’modsat’ – træk vejret ind gennem træets blade og grene og pust ud gennem rødderne.

Smag på naturen

Sank spiselige ting i naturen eller haven. Indtag lidt af det der er med en særlig taknemmelighed til jordens gaver og frugtbarhed. 

Lav et naturanker

Saml naturmaterialer til dekorationer, kunst eller pynt. Det kan blive et lille fad, en mandala med ting fra naturen i årstiden eller en sten eller kastanje, du kan have i lommen. Du kan kigge på det eller røre ved det dagligt – måske det kan være et anker i hverdagen, der forbinder dig til naturen. 

Mærk livets ’ånd’ gennem luften

Fold alle ud

Træk vejret

Luften omslutter dig og forbinder dig med dine omgivelser. Mærk hvordan du gennem luften kan modtage livets inspiration ved at trække vejret dybt ind. Pust langsomt ud og forestil dig, hvordan du i udåndingen giver tilbage til omgivelserne. Du kan evt. stille dig tæt på noget, der dufter eller tage noget let i hænderne som fx en fjer eller et blad, og mærk, hvordan du fysisk er i kontakt med dine omgivelser gennem luften.

Naturens lyde

Luften bærer lyde. Du kan måske skabe en forbindelse til luften ved at lytte efter naturens lyde. Men en rytme, en lyd, et vers eller en sang om naturen kan du skabe et lille ritual og mærke genklang med dine omgivelser.

Brug ildens livgivende kraft

Fold alle ud

Tænd et lys

Lyset kan symbolisere lys i mørket, et håb, evighed, glæde, en ny start, og dagens begyndelse. Lys kan også tændes for en person, man har mistet og mindes ved at tænde lyset. Du kan rulle lys i bivoks og måske give dem en særlig betydning eller intention.  

Lav et bål

Ilden og flammerne kan symbolisere livskraft og energi. Skriv ønsker, håb og drømme på en seddel og brænd dem af, du kan forestille dig det bliver ført med røgen ud i universet. 

Brug vandets opløsende og forløsende energi

Fold alle ud

Lad tankerne flyde med strømmen

Med vandets rislende lyde og flydende bevægelser kan du forestille dig, hvordan følelser, oplevelser, spændinger, smerter eller tankemylder flyder med strømmen og opløser sig i vandet. Tag en håndfuld blade eller noget andet let, kast dem fx i et vandløb eller en sø og se dem flyde med strømmen. 

Mærk vandets bevægelser i din krop

Ved havets brusende bølger kan du lytte til og se på de rytmiske og regelmæssige bevægelser i havet. Forestil dig hvordan vandet flyder i din krop sammen med dit hjerte og dine lungers rytmiske bevægelser. 

Giv slip gennem vand

Ved vandet kan du også kaste en sten, et stykke træ, en musling eller andet naturmateriale fra omgivelserne afsted som en markering af noget, du giver slip på. Det kan fx være en oplevelse, en følelse, overbevisning eller tanke. 

Skål

Drik en rituel skål i naturen – det kan fx være urtete, æbleglög, frugtsaft eller andet - løft glasset og giv drikken en intention eller et ønske. 

Årstidsfejringer og sange

Fold alle ud

Vintersolhverv

Ved vintersolhverv i december markerer vi årets længste nat og korteste dag. Vi fejrer at solen fødes på ny, og at vi går mod lysere tider. Det kan være en tid til afslutning og til nye begyndelser. Et lille ritual omkring denne dag kan fx være at se solen stå op, tænde et bål eller et lys i mørket. Du kan dele oplevelsen med dem, du holder af eller lave det lille ritual for dig selv som en markering på skiftet fra mørke til lys. I kan fx skrive et håb, drømme eller ønsker på hver jeres lille papir og brænde dem af i ilden. 

Sange der handler om vinter: 

  • Dejlig er den himmel blå af N.F.S. Grundtvig og Jakob Gerhard Meidell
  • Dejlig er jorden af Bernhard Severin Ingemann og den tyske folkemelodi, kendt som "Schönster Herr Jesu" eller "Silesisk folkemelodi" 
  • I sne står urt og busk i skjul af B.S. Ingemann og C.E.F. Weyse 
  • Der er ingenting i verden så stille som sne af Helge Rode og Thomas Laub.

Kyndelmisse

Ved kyndelmisse i februar var det i gamle dage tid til at få overblik over forråd i skuffer og skabe. Det kan være en god tid til få ryddet op og brugt det, der skal bruges eller give det videre, man ikke længere har brug for. Du kan evt. tænde et lys med en intention og side stille og se på flammen. Prøv at side i mørke (evt. udenfor) og tænd et lys og observer, hvordan flammen bevæger sig, og hvordan det bevæger dig. I stilheden og i mørket kan du huske på vendingen ”du kan ikke lukke mørket ude - men du kan lukke lyset ind”. 

Sange: 

  • Det er hvidt herude af Steen Steensen Blicher og Thomas Laub
  • Sneflokke kommer vrimlende af Jeppe Aakjær og Carl Nielsen.

Forårsjævndøgn

Ved forårsjævndøgn i marts er nat og dag lige lange. Der kan spires frø og sættes intentioner for forår og sommerens vækst. Det kan også være en anledning til at rydde op i haven, i skabet eller få lavet en forårsrengøring - inde og ude. 

Sange der handler om forår: 

  • Den blå anemone af Kaj Munk og Egil Harder
  • Du kom med alt hvad der var dig af Johannes Johansen og Erik Grib
  • Det er i dag et vejr af Ludvig Holstein og Poul Schierbeck
  • Forårsdag af Anne Linnet 
  • Noget om helte af Dan Turèll og Benny Andersen.

Valborgsaften

Valborgsaften den sidste dag i april er overgangen til sommeren og 1. maj. Dette er en tid, hvor naturens og livets frugtbarhed kan æres. 

Sange der handler om sommeren, der er på vej:

  • Se, nu stiger solen af havets skød af Jakob Knudsen og Oluf Ring
  • Majvisen af Virelai 
  • Kom maj du søde milde af Christian Richardt og Martin Gotthard Schneider
  • Det dufter lysegrønt af græs Holger Drachmann og Oluf Ring
  • Jeg ved en lærkerede af Harald Bergstedt og Carl Nielsen.

Sommersolhverv

Sommersolhverv og midsommer fejres i juni. Det er modsat vintersolhverv det tidspunkt på året, hvor dagen er længst og natten kortest. 

Sange der handler om sommer:

  • Vi elsker vort land (Midsommervisen) af Holger Drachmann og Peter Erasmus Lange-Müller. 
  • Lyse nætter af Alberte Winding og Aske Bentzon
  • Livstræet af Halfdan Rasmussen og Poul Schierbeck.

Høstfest

I sensommer og det tidlige efterår bugner naturen og frodigheden er stor. Der er tid til høstfest, hvor naturen takkes for de afgrøder, der kan høstes. 

Sange der handler om sensommer: 

  • Marken er mejet af Mads Hansen og Oluf Ring
  • Sensommervisen – Danmark, nu blunder den lyse nat af Thøger Larsen og Oluf Ring
  • Septembers himmel er så blå af Alex Garff og Poul Schierbeck
  • Solen er så rød, mor af Harald Bergstedt og Carl Nielsen.

Efterårsjævndøgn

Efterårsjævndøgnet er i september, hvor nat og dag igen er i ligevægt – nøjagtigt lige lange. På denne tid siges det, at efterårets vand slukker sommerens ild og varme. 

Sange der handler om efterår:

  • Nu falmer skoven trindt om land af Thomas Kingo og Thomas Laub
  • Efterår af Ray Dee Ohh

Allehelgens

Allehelgens i slutningen af oktober og starten af november er en tid, hvor vi kan mindes dem, vi har mistet.

Sange der handler om efterår og overgang til vinter:

  • Altid frejdig, når du går af Christian Richardt og C.E.F. Weyse
  • Du, som har tændt millioner af stjerner af Johannes Johansen og Egil Hovland
  • I østen stiger solen op af B.S. Ingemann og C.E.F. Weyse
  • Regnvejrsdag i november af Sigfred Pedersen og Kai Normann Andersen.