Gudruns historie

Gudrun Tamstrup Andersen fik brystkræft som 80-årig. I dag er det et år siden, og både kræfterne og humøret er på vej tilbage. 

Nede ved Kastrup Havn ligger en platform med en badestige. Herfra kravler Gudrun Tamstrup Andersen og hendes mand Anders i vandet. Hver morgen. Gudrun er lige fyldt 81. Anders er 82. De cykler ned til havnen fra lejligheden på Amagerbrogade, og de forsøger altid at være der ved ni-tiden, hvor hundelufterne og de tidlige morgenbadere er taget hjem. 

”Der ligger en rød bøje et stykke ude. Den skal vi altid ud og runde,” siger Gudrun. 

Men i den sidste tid er Anders kørt derned alene.  

”Jeg skal lige tage mod til mig, efter jeg er blevet opereret. Faktisk er det først for nyligt, jeg er begyndt at røre ved arret,” siger hun. 

Gudrun blev opereret for brystkræft i oktober 2017, og det var en hård omgang. Lægerne forsøgte at lave en brystbevarende operation på Gudrun, men det lykkedes ikke at få det hele med. Så hun skulle opereres igen. Men heller ikke anden gang lykkedes det. 

”Så sagde jeg til dem, at nu skulle de bare fjerne hele brystet. Og det gjorde de så ved den tredje operation”. 

Gudrun opdagede, at der var noget i hendes venstre bryst, da hun skiftede læge, og han bad om at se hende. 

”Jeg havde taget nogle hormonpiller i en del år for at slippe for nogle slemme hedeture, jeg længe har været plaget af. Og da jeg bad min nye læge forlænge recepten, indkaldte han mig til en samtale.” 

Lægen undersøgte Gudrun og mærkede noget i det venstre bryst. Det var en tirsdag, Gudrun var til læge. Om torsdagen var hun til mammografi. 

”Jeg var kun lige kommet hjem og af med frakken efter mammografien, da Rigshospitalet ringede. De spurgte, om jeg kunne komme med det samme”. 

Beskeden var klar og kontant. Gudrun havde brystkræft og skulle opereres så hurtigt som muligt. 

”Jeg fik et chok. Jeg havde jo slet ikke tænkt, at sådan en gammel dame som jeg kunne få kræft. Men jeg tænkte ikke, at nu ville jeg dø. For jeg har altid sagt, at jeg bliver 90 år. Det blev min mor. Så det kan ikke være anderledes,” ler hun. 

Gudrun slap for både kemo og stråler og kom i stedet på en hormonkur. Og selv om hun led voldsomt af træthed, hev hun sig selv op og tog imod den genoptræning, hun blev tilbudt. 

”Jeg gik til noget gymnastik i Center for Kræft og Sundhed, som var rigtig godt. Det er jo vigtigt at træne, så man ikke bliver stiv efter operationen, og jeg følte virkelig, jeg var i kyndige hænder. Og så var det rart at snakke med andre, der havde været igennem det samme forløb,” siger hun. 

Gudrun var også med på en kogeskole for kræftpatienter. 

”Jeg var bange for at tage på af hormonkuren, så det var godt at lære noget om portioner og størrelsesforhold. Og så var det rart at snakke, mens man rørte i gryderne i stedet for at sidde i rundkreds. Det er jeg ikke så god til”. 

Når Gudrun tænker tilbage på de sidste år, har det været hårdt og intenst. Hun døjer en del med angsten for, at hun skal finde en ny knude, men samtidig mærker hun også, at både kræfterne og humøret er på vej tilbage. 

”Forleden tænkte jeg, at nu var det altså tid til at få sæbet hele mit køkken ned. Det havde jeg nemlig ikke fået gjort siden oktober på grund af al den her sygdom. Men nu fik jeg pludselig lyst til det. Bagefter var jeg så glad. Både for det rene køkken, men mest af alt fordi, jeg har fået energien tilbage. Så nu kan det heller ikke vare længe, før jeg skal ned og bade i Kastrup Havn igen, ” ler hun.