Lises historie

Lise Sparrevohn på 56 år tog imod alle former for genoptræning efter sin brystkræft-operation sidste år. Og hun er ikke i tvivl om, at hun aldrig ville være kommet så hurtigt igennem det uden. 

Lise har stillet et langt bord op på plænen i sin kolonihave i Valby. Hun har inviteret 10 af de venner, der har været tættest på i sygdomsforløbet. Til kaffe og kage og hygge i haven. 

"Det er den her flok, som har stået klar og har støttet mig, når det har været svært. Så nu har jeg lyst til at samle dem og have en hyggelig dag sammen med dem," siger Lise Sparrevohn. 

Egentlig er hun ikke en, der hænger sig i de svære ting i livet. Hun er god til at komme videre. God til at finde de positive tanker frem. 

Vennerne er uundværlige, når livet slår knuder. 

"Der har været dage, mens jeg fik kemo, hvor jeg næsten ikke har kunnet komme ud af sengen. Jeg blev så træt så træt. Jeg har aldrig før været så fysisk langt nede, som jeg var i den periode". 

Alligevel tvang Lise sig selv til at tage imod den genoptræning, hun fik tilbudt i behandlingsforløbet. 

"Jeg har været med til det hele. Trænet på løbebånd, pulstræning, jeg har trænet i maskiner for at opbygge muskler og været til balancetræning, og det har alt sammen været vildt godt". 

Lise er helt sikker på, at uden træningen, som hun går til flere gange om ugen, var hun aldrig kommet så hurtigt på højkant igen. 

"Fysisk er det jo uvurderligt, at kroppen kommer i gang igen og bliver bygget op trin for trin. Og psykisk er det guld værd at komme afsted og have aftaler med nogen og møde andre, der har været gennem et lignende forløb". 

Lise har fået lavet en brystbevarende operation og har også fået fjernet lymfer i armhulen, som kræften havde spredt sig til. Derfor har hun også brugt meget tid på at træne for ikke at få lymfødem, som er en hyppig bivirkning ved behandling af brystkræft. I dag er Lise færdigbehandlet, og hun arbejder igen på fuld tid som sagsbehandler i en kommune. Hun har stort set fået kræfterne tilbage, men når hun indimellem bliver overmandet af træthed, springer hun op på cyklen og cykler fra lejligheden på Vesterbro ud til kolonihaven med sin lille ruhårede gravhund i cykelkurven. 

"En af de ting, jeg er blevet bedre til efter kræftsygdommen, er at nyde tingene mere intenst. Jeg stresser ikke over, at hækken i min kolonihave skal klippes, eller at ukrudtet spreder sig. Jeg er her bare. Bruger det som min oase, hvor jeg nyder at gå og plante og bare slappe af".