Naturfortællinger

Her kan du lytte til lydfortællinger, der kan give viden om natur, inspiration og enkle idéer til, hvordan naturen kan blive et sted, hvor du finder ro, nærvær og små pauser i hverdagen.

Når livet er præget af sygdom, behandling eller bekymringer, kan naturen være et sted, hvor du får et pusterum. Mange oplever, at det hjælper at rette opmærksomheden mod det, der er omkring dem – lydene, lyset, træerne eller vinden – og give sig selv en pause fra tankerne for en stund. 

Med naturfortællingerne her på siden inviteres du til at opleve naturen på nye måder. Du kan lytte, mens du går en tur, sidder på en bænk eller er derhjemme. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at gøre det på – prøv dig frem og find ud af, hvad der passer bedst til dig. 

Måske lægger du mærke til noget nyt, hver gang du lytter. Derfor kan det være en god idé at høre fortællingerne flere gange – alene eller sammen med andre. 

Til hver fortælling finder du en eller flere enkle øvelser, som hjælper dig med at komme i gang med selv at bruge naturen aktivt. Øvelserne kræver ingen særlige forudsætninger og kan laves i dit eget tempo – alene eller sammen med andre.